I Greve mødes flere generationer til et klimavenligt festmåltid

”Det er fucking ligegyldigt, at I sidder derhjemme og æder kikærter i regnvejr. Vi skal snakke om det. Gå ind i fællesskaber og lad os inspirere”, lød det fra Anders Morgenthaler”, da han talte på Køges KLIMAX festival i september. Det er præcis hvad de gør i Greve. Et vegansk madlavningshold har taget udfordringen op og inviterer ”Bedste” til fællesspisning.

Af Jørn Meidahl Petersen, Anders Søndergaard Terp og Gitte Brandt Hedegaard, fagjournaliststuderende på DMJX

Sara har sin farmor og farfar med. Farfar er nysgerrig på den veganske mad, der bliver serveret og vil meget gerne prøve mere af det i fremtiden, selvom både han og Saras Farmor mener, at de nok aldrig bliver hverken vegetarer eller veganere. Foto: Gitte Brandt Hedegaard

Skolekøkkenet på Arenaskolen i Greve summer af liv, mens ni unge piger i alderen 12-13 år drypvis slutter sig til Greve ungdomsskoles veganske madlavningshold. I dag står menuen på tarteletter med vegansk fyld og fynsk brunsviger, som ligeledes er vegansk. Pigerne har sammen med deres underviser, sygeplejerske Sus Enebo, inviteret medlemmer af Ældre Sagen i Greve og deres familier til fællesspisning.

#Klimamadmedbedste
Arrangement er en del projektet #klimamadmedbedste, hvis primære formål er at lade ungdommen inspirere de ældre til at spise mere klimavenligt. @klimamadmedbedste er en Tik Tok-profil, som forsøger at få unge til at invitere deres ”Bedster” med i køkkenet og lave klimavenlige måltider. Forskningen viser at inspiration virker. Men som ældre kan det være svært at finde inspirationskilder, og det er her de unge kan hjælpe. Du kan følge @klimamadmedbedste på Tik Tok og bidrage til projektet ved at tage lave dine egne videoer, like og dele med #klimamadmedbedste.
https://www.tiktok.com/@klimamadmedbedste

De unge finder inspiration på de sociale medier
Pigerne er virkelig dygtige til at samarbejde og får lynhurtigt bikset et lækkert vegansk måltid sammen. Opskrifterne kommer fra sociale medier, noget som de generelt bruger meget på ungdomsskolens madlavningshold, når de skal finde spændende nye veganske opskrifter. Dagens tartelet opskrift med ærteprotein/hestebønneprotein i asparges stammer fra det veganske univers på Instagram. Underviser Sus Enebo gør meget ud af, at hun og pigerne i fællesskab beslutter hvilke retter, de skal lave, og sammen bruger de sociale medier til at finde opskrifterne.

Dejen til den veganske brunsviger blandes før den skal hæve og pigerne kan gå i gang med det lækre fyld. Foto: Gitte Brandt Hedegaard

Man skulle tro det var kylling
I alt 37 unge og gamle er denne dag samlet. Der er dækket fint op med efterårsservietter og vand på bordene. Sus Enebo byder velkommen og understreger, hvor meget holdet har glædet sig til at få gæster.
Maden falder i alles smag. ”Hvis man ikke viste det, så ville man tro det var kylling” lyder det fra en af de ældre hvortil der fra nabobordet svares ”Det er da kylling”. I dag er ”høns i asparges” blevet til planteprotein i asparges, men det er for de fleste ikke muligt at smage.

Flere af deltagerne fra Ældre Sagen er nok en smule mere interesseret i klimavenlig kost end Ældre Sagens gennemsnitlige medlemmer. De fortæller at de har deltaget Madkulturens Food Jam på Roskilde Festival, hvor de i dagene op til musikken starter, gik rundt og fandt hver en festivaldeltager, som havde lyst til at komme med i et mobilt køkken og lave klimavenlig mad. De havde haft en fest med de unge. Videns-og kommunikationschef, Hannibal Hoff fra Madkulturen under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri siger: ”Food Jam er en af de bedste events, vi har lavet. Der var en fantastisk kemi mellem de unge og de ældre.”

I Klimarådets rapport om klimavenlig mad og forbrugeradfærd har forskerne analyseret unges madvaner. Forskerne anbefaler at borgere etablerer grønne fællesskaber på arbejdspladser eller i lokalmiljøer, hvor de kan arrangere fællesspisning af klimavenlig mad. Det kan hjælpe med at normalisere det at spise mere plantebaseret mad. Hvis det lykkes at gøre det til normen i et fællesskab skaber det stor tilslutning. Arrangement denne aften i Greve er præcis sådan et arrangement. Lignende arrangementer er allerede på tegnebrættet for 2024. Fotos: Gitte Brandt Hedegaard

Fællesspisningen denne torsdag aften, som i øvrigt er Thanksgiving er kæmpe succes. Ungdomsskoleleder Janni Holmgaard er selv veganer og meget interesseret i klimavenlig kost. Hun kommunikerer i øjeblikket med Greve kommunes klimakoordinatorer om muligheden for at ungdomsskolen bliver vært for en eller flere klimacafeaftener, men fællesspisning og vidensdeling. Ingebritt Van der Poel, forkvinde for Ældre Sagens grønne udvalg deltager i aften og er ligeledes begejstret for et fremtidigt samarbejde med ungdomsskolen.

Ungdomsskoleleder Janni Holmgaard og bestyrelsesmedlem i Ældre Sagen Ingebritt Van der Poel, Greve drøfter fremtidige muligheder for fællesprojekter i klimaets tegn. En sag som betyder meget for dem begge. Foto: Gitte Brandt Hedegaard

En stolt og glad underviser
Efter halvanden times hyggelig fællesspisning hjælper alle med at rydde af bordene og sætte i opvaskemaskinerne i gang. Pigerne er trætte efter en lang dag med skole fra morgenstunden og dernæst værtinder og kokke for 37 mennesker.
Underviser Sus Enebo er så stolt af sine piger og fortæller, at hun har undervist på mange madlavningshold med voksne mennesker, som ikke ville kunne fremtrylle, sådan et flot arrangement på blot to timer. Ideen til arrangementet opstod for blot en uge siden og er afledt af projektet #klimamamedbedste, og som Sus Enebo siger: ”Så skal man slå til, det er sådan det virker bedst for de unge mennesker”.

”Det var en fantastisk udfordring, som har rystet vores forholdsvis nye madlavningshold godt sammen og pigerne har vist at de virkelig kan arbejde rigtig godt sammen”.

Hold øje med Greve Kommunes nyhedsbrev, hvor klimavenlig fællesspisning og klimacafe i ungdomsskolen vil blive annonceret i 2024.