Køkkenskoler leverer inspiration og kompetence til børnefamilier, så de kan lave grøn mad. 

Furesø kommune og foreningen HelloKitchen har succes med at lære skolebørn og deres forældre hvordan bæredygtig, sund og lækker mad kan tilberedes, mens man hygger sig.

Af Jørn Meidahl Petersen, Anders Søndergaard Terp og Gitte Brandt Hedegaard, fagjournaliststuderende på DMJX

Skolekøkkenet på Stavnsholtskolen i Farum er rammen om en praktisk lektion i kunsten at tilberede et velsmagende måltid mad af planter. Aftenens kokkehold er børn fra 3. klasse og deres forældre. De er på Familiens Køkkenskole, hvor Pia Rousing og Karina Jespersen Nielsen fra kommunens klimasekretariat underviser og inspirer dem. Opskrifterne og tips & tricks, er leveret af foreningen, HelloKitchen, der udvikler køkkenskolekoncepter og ruller dem ud via kommunerne.

Råvarer til chili sin carne med salat. Foto: Jørn Meidahl Petersen.

Gode råvarer og den rette teknik
Der er der fem familier, som skal tilberede af Chili-sin-Carne med sprøde Tortilla snacks og salat. Henning Gram Hansen, som er her med sin datter, Lea siger: ”Jeg spiser plantebaseret frokost i kantinen på arbejde, og vi vil gerne spise den slags mad hjemme også.” De to står for en gryde Chile sin Carne, som holdet skal spise sammen. Grøntsagerne bliver klargjort, skåret og hakket efter opskriften.

Pia og Karina kommer med tips og tricks: For eksempel lægges skærebrættet på en fugtig klud, når børn skal skære grøntsager med en skarp kniv. Det forebygger skader. Intet behøver at gå til spilde. Skræller og salatblade, der skæres fra , kan olieres, saltes og omdannes til snacks i ovnen. Lime og citronskiver, der er i overskud, saltes, lægges i et syltetøjsglas og holde sig tre måneder i køleskab. Sådan bliver der delt masser af viden i løbet af de par timer, det tager at komme igennem Hellokitchens madlavningsprogram.

Duften af mad breder sig efter en times arbejde i køkkenet og humøret er højt. Henning prøvesmager og er ikke helt tilfreds. Karina og Pia har løsningen – et skud soyasovs, et skud chilisovs og et drys salt. Resultatet kan aflæses på Hennings ansigtsudtryk – nu er den der, og lærerduoen nikker anerkendende.

Kommunens medarbejdere spreder inspiration og kompetencer ud i alle hjørner
Under fællesspisningen fortæller Pia, at kommunens institutioner har omlagt mere og mere til plantebaseret mad.

Der er god stemning og store forventninger rundt om bordet mens Pia Rousing forklarer hvilke smagsindtryk man skal forsøge at genkende, Foto: Jørn Meidahl Petersen.

Kommunen har besluttet at satse på at få de gode vaner ud til borgerne. ”Vi startede med køkkenskolerne,” siger Pia, ”og næste fase blev grønne fællesspisninger i medborgerhuse og seniorbofællesskaber. Den plantebaserede mad er blevet godt modtaget hele vejen rundt.”

Stilfærdig aktivisme
Der bliver ikke talt om klima på køkkenskolen. ”HelloKitchens koncept er, at samværet om tilberedning og spisning af måltidet og den gode smag af grøn mad skal drive ændring af madvanerne”, siger Mette Bøgebjerg Jørgensen fra foreningen.

Det ser ud til, at effekten af køkkenskolerne varer ved
”Familiens Køkkenskole er så ny, at der endnu ikke er udført nogen evaluering af effekten”, oplyser Mette Bøgebjerg Jørgensen fra HelloKitchen. Den mere etablerede Fars Køkkenskole, som bygger på de samme principper, er blevet evalueret af Boris Andersen, Institut for Kultur og Læring, Ålborg Universitet. Det viste sig, at 99 procent af fædrene var meget tilfredse eller tilfredse med køkkenskolen. Et halvt til et år efter køkkenskolen angav halvdelen af fædrene, at køkkenskolen fortsat prægede deres og deres børns madvaner. Familiens Køkkenskole har gode chancer for at sætte varigt præg på deltagernes madvaner.

Opvasken går som en leg ved fælles hjælp
Under den afsluttende opvask, hvor alle hjælpes ad, fortæller Pia Rousing om gode tilbagemeldinger fra tidligere deltagerne: ”Vi har haft flere fædre, der er kommet igen på Fars Køkkenskole med barn nummer to eller tre og har fortalt, at de stadig bruger opskrifterne fra første gang.”